Skjern

Ejerhistorie

Skjern Hovedgårds historie går langt tilbage i tiden. Skønt gården først omtales i skriftlige kilder i 1300-tallet vidner et anseeligt voldsted om, at der i middelalderen lå en borg på dette sted, ofte omtalt som Skjern Slot.  

Gårdens ejerhistorie er præget af, at den en stor del af tiden har haft mange ejere og panthavere ejere på samme tid. Gårdens tidligste kilde er et skiftebrev efter Peder Vendelbor fra 1347, hvor flere arvinger kunne gøre fordring på større eller mindre dele af gården og dets gods. Udover Peder Vendelbos søn, Peder Pedersen Vendelbo, havde hans svigersønner, Peter Poulsen Munk og Erik Nielsen Gyldenstierne, og de fjernere slægtninge, Bo Falk og Ludvig Albertsen, rettigheder i gården.

Der vides herefter ikke meget om Skjern Hovedgårds historie før 1409, hvor Hans van Putbusk og Abraham Brodersen forhandlede om dens skæbne. Gården blev her igen delt mellem flere ejere, hvor ingen af dem formåede at sætte noget markant præg på den.

Dette ændrede sig omkring 1464, hvor landets rigshofsmester, Erik Ottesen Rosenkrantz, gennem sit ægteskab fik part i gården. Hans embede som rigshofsmester gjorde ham til en af rigets mægtigste mænd, og i 1474 blev han af Christian I (1426-1481) således også tildelt hele Skjern Hovedgård. Skjern fortsatte i slægten Rosenkrantz eje i næsten hundrede år.

Efter Erik Ottesen Rosenkrantz' død i 1503 blev gården arvet af hans søn, Niels Eriksen Rosenkrantz. Også han opnåede stor karrieremæssig succes som kongelig embedsmand, hvor han mellem 1513 og frem til sin død i 1516 var rigshofsmester under Christian II (1481-1559). Hans enke, Birgitte Olufsdatter Thott, fortsatte efter alt at dømme med at drive gården frem til sin død i 1528. Sønnen Oluf Nielsen Rosenkrantz skrev sig dog til den allerede i 1520, mens en anden søn, Henrik Nielsen Rosenkrantz, skulle have styret den efter hendes død i 1528. Det blev dog en tredje søn, Christoffer Nielsen, der i 1531 arvede gården, som han ejede frem til sin død i 1561.

Det var ikke ualmindeligt, at herregårde kunne deles blandt flere ejere, som havde pant i forskellige dele af både hovedgårdsjord og fæstegods, således også Skjern Hovedgård som efter 1561 endnu engang blev delt ud på flere hænder, da en række arvinger fik part i den. Der skulle således gå over 150 år, før den igen blev samlet hos en enkelt ejer. Gården havde dog i mellemtiden oplevet hårde tider og menes bl.a. at være blevet ødelagt i 1626 af de kejserlige tropper efter Christian IV's (1677-1648) nederlag i Kejserkrigen.

Situation i 1662 var den, at Skjern Hovedgård var delt mellem mange panthavere, hvoraf de vigtigste var Kronen og Frederik von Arenstorff, som havde dele af sit ejerskab gennem sit ægteskab med Christence Lykke. En mindre del ejedes af Christen Skeel til Gammel Estrup. Da Christence Lykke døde 1680 benyttede Kronen sig dog af en gammel ret og konfiskerede den del af Skjern Hovedgård, som gik i arv til Christence Lykkes søn, Kaj Lykke.

Kronen var nu den største panthaver, men blot seks år senere lykkedes det Frederik von Arenstorff at få sit skøde på gården tilbage efter at have tjent som general i Den Skånske krig. Frederik von Arenstorff og hans enke Elisabeth von Rumohr arbejdede nu aktivt på, at købe Skeel'ernes ejerandel og dermed blive eneejere.

Det gik dog lige modsat. Sønnen Henning von Arenstorff var i 1721 nær konkurs og måtte sælge til Christen Scheel, som i 1725 oprettede grevskabet Scheel, som han lagde Skjern Hovedgård ind under. Gården var herefter administreret af en forpagter, indtil den i 1813 blev solgt til et konsortium bestående af godsets fæstebønder. Disse var dog kun interesserede i at blive selvejere på deres egne gårde og afhændede således allerede samme år hovedgården til Hans Heinrich von Schilden-Huitfeldt.

Dødsboet solgte Skjern Hovedgård til et konsortium af tolv gårdmænd, der  i 1828 fik tilladelse til at frasælge det meste af fæstegodset. Hovedparcellen overgik 1841 til Frederik Borch, der ejede den frem til sin død i 1868. Hans enke, Johanne Frederikke Frausing, sad herefter på gården frem til sin død i 1886.

Skjern Hovedgård var nu reduceret i omfang, da den overgik til brødrene Chr. S. Poulsen og N. Poulsen, der i 1908 afhændede den til H. M. Schack. Gården var gennem 1900-tallet kendetegnet ved meget hyppige ejerskift, indtil den i 1961 blev erhvervet af Jens Christian Korsgaard.