Turebyholm

Ejerhistorie

Turebyholm opstod gradvist af en nedlagt landsby ved navn Tureby. I landsbyen lå en lidt større bondegård, Turebyholm, som var hovedgård, og som gradvist opslugte de omkringliggende bondegårdes jorder. I middelalderen lå landsbyen under Roskilde Bispestol, der forlenede Turebyholm. Den tidligst kendte lensmand var Jens Jensen, der blev nævnt i 1375, men den mest betydningsfulde var Mads Eriksen Bølle, der i 1505 for sig selv, sin hustru og sin søn sikrede forleningen af Turebyholm for livstid. Mads Eriksen Bølle var imod den lutherske tro, og han kæmpede imod Christian III's (1503-1559) indsættelse. På trods af dette fik han lov til at beholde sine forleninger, da alt kirkeligt gods efter Reformationen tilfaldt Kronen. Frem til 1604 ejede Kronen Turebyholm. Kongen ansatte forskellige lensmænd til at styre det beskedne gods med de faldefærdige bygninger.

Først i 1604, da Henrik Gøye byttede sig til Turebyholm, begyndte godsets opgangstid. Foruden Turebyholm bestod lenet også af fire gårde og tolv huse i landsbyen samt ca. 100 fæstegårde spredt i forskellige herreder. Desuden fik Henrik Gøye tilladelse til at oprette et birketing på Turebyholm. Hermed blev godset en selvstændig retskreds. I sin tid på Turebyholm fik han de sidste gårde i landsbyen underlagt Turebyholm, der nu var en af Sjællands mest betydelige herregårde.

Henrik Gøye var en veluddannet mand. I løbet af 1500-tallet havde kravene til adelsmændenes uddannelse ændret sig. Før modtog de primært en militær uddannelse, men i takt med at adelen i stigende grad blev administratorer af godser, skulle den klassiske uddannelse nu suppleres med politiske og administrative kompetencer. Efter endt uddannelse tog Henrik Gøye på en lang udenlandsrejse, hvor han blandt andet gik i hollandsk krigstjeneste. Han var gift med Birgitte Brahe, hvis søster var hustru til den lærde Holger Rosenkrantz, der drev en skole eller et akademi for adelsdrenge. Efter Henrik Gøyes tidlige død overlod Birgitte Brahe deres børn i Holger Rosenkrantz' varetægt. Efter Birgitte Brahes død i 1619 blev Turebyholm delt mellem de to sønner Eskild og Otto Gøye. Sidstnævnte købte i 1631 sin broder ud.

Otto Gøye var gift med den lærde adelskvinde Birgitte Thott, som efter hans død i 1642, fik lov til at blive boende på Turebyholm af Eskild Gøye, der havde arvet godset. Hunt var en yderst veluddannet adelskvinde. Kendskabet til adelskvinders uddannelse i 1500- og 1600-tallet er meget sporadisk. Dog har man kendskab til enkelte adelskvinder, som blev opdraget i renæssancens humanistiske uddannelsesideal, hvor kvinder også modtog uddannelse i andet end broderi og gudfrygtighed. Birgitte Thott var altså en af disse kvinder.

Efter sin mands død i 1611 boede hun endnu nogle år på Turebyholm, og det var her hun skrev sine værker. Hendes hovedværk var en oversættelse af Senecas moralfilosofiske skrifter, der blev trykt i 1658. I fortalen til oversættelsen anbefalede hun de kvindelige læsere til at tage Seneca som forbillede. Samme sted hævdede hun kvinders ret til uddannelse. I overensstemmelse med samtidige lærde kredse i Europa fremstillede hun Seneca som en passende moralfilosof for kristne. Også stoikeren Epiktets håndbog oversatte hun til dansk i 1661. Desuden var hun selv forfatter til en afhandling om vejen til et lykkeligt liv, der dog ikke blev udgivet.

Birgitte Thott indrettede sig altså på Turebyholm, og stedet blev midtpunkt for åndelig dannelse. Her modtog hun besøg fra datidens lærde og skrev lange breve til interesserede mænd og kvinder. Hun levede et stille liv på Turebyholm, men da svenskerne i forbindelse med Første - og Anden Karl Gustav-krig (1657-1660) kom til Sjælland, måtte hun flygte til Sorø. Godser, gårde og kirker blev plyndret af svenskerne, som således lagde egnen øde.

Efter at Turebyholm endnu i nogle år var i Gøyernes eje, blev den i 1667 købt af Peder Reedtz, som endegyldigt nedlagde landsbyen Tureby og lagde dens marker ind under Turebyholm. Han overlod Turebyholm og en stor gæld til sin hustru Anne Ramel, som herefter kæmpede mod kreditorer og formåede at beholde gården til sin død i 1702. Det var datteren Petra Sophie Reedtz, som arvede godset, som hun bragte til sin mand, Tage Thott.

Tage Thott var skånsk adelsmand, og efter Skånes afståelse til svenskerne var han gået i svensk krigstjeneste. Han blev dog alligevel frataget ære, liv og gods og flygtede til Danmark, hvor han hurtigt steg i graderne hos Frederik IV (1671-1730). Han var meget engageret i sine embeder og lagde knap så meget energi i Turebyholm. Efter hans død i 1707 sad enken Petra Sophie Reedtz på gården til, hun kort før sin død i 1720 solgte godset til Kronen.

Frederik IV havde mellem 1715 og 1717 samlet alt sit krongods i 12 rytterdistrikter, der skulle forsørge hærens rytterregimenter. Turebyholm blev nu lagt ind under ryttergodset, og herregårdens marker blev benyttet til græsning for hestene, mens rytterne blev indkvarteret på hovedbygningen.

Allerede i 1747 solgte Kronen dog Turebyholm fra. Den nye ejer var Adam Gottlob Moltke, der i 1750 blev ophøjet til grevestanden og i samme ombæring oprettede grevskabet Bregentved. Han lagde Turebyholm ind under grevskabet. Her forblev gården frem til 1922, hvor den overgik til fri ejendom, men fortsatte som avlsgård under Bregentved Gods. Adam Gottlob Moltke ombyggede Turebyholm fuldstændigt og brugte den nye hovedbygning som lysthus, når kongen kom på besøg.

Turebyholm er i 2021 stadig i familien Moltkes eje. Ejeren er således Christian Georg Peter Moltke, som driver moderne landbrug på gården.