Estvadgaard

Ejerhistorie

Den første kendte ejer af Estvadgaard var Erik Nielsen Gyldenstierne, der tilhørte en af datidens mest magtfulde danske adelsslægter. Medlemmer af slægten havde stor politisk magt i perioden og var desuden særdeles velhavende. Estvadgaard var da også blot én af slægtens mange gårde, og efter Erik Nielsen Gyldenstiernes død før 1455 forblev Estvadgaard i slægtens eje frem til 1569.

På grund af datidens arveregler blev Estvadgaard - som så mange andre gårde - i midten af 1400-tallet delt mellem flere af familiens medlemmer, men i 1569 købte Peder Munk alle arvelodderne, og Estvadgaard blev igen samlet under én ejer. Peder Munk var en af tidens mest magtfulde adelsmænd. I 1571 blev han medlem af rigsrådet, og i 1588 blev Munk én af de fire adelsmænd, der deltog i den formynderregering, som styrede Danmark indtil Christian IV (1577-1648) blev myndig. Efter Christian IV overtog regeringsmagten blev Munk i 1596 udnævnt til rigsmarsk, dvs. Danmarks militære øverstbefalende. Ved siden af sine politiske poster formåede Munk at øge Estvadgårds besiddelser ganske betragteligt. Peder Munk solgte imidlertid gården i 1614, og dermed gik Estvadgaard dårligere tider i møde.

Den nye ejer af Estvadgaard var Jacob Lykke, men på grund af stor gæld blev hans tid som ejer af Estvadgård kort. I 1621 blev Estvadgaard solgt videre til Johan Rantzau. Slægten Rantzau kom oprindeligt fra Tyskland og ejede ligesom Gyldenstiernerne store godsbesiddelser. Johan Rantzaus efterkommere ejede gården frem til begyndelsen af 1700-tallet, men ligesom det havde været tilfældet for Gyldenstiernerne, var Estvadgård ikke blandt Rantzauernes vigtigste herregårde. I 1710 blev gården derfor solgt videre til Anders Peder Brønsdorph. Han sloges ligeledes med økonomiske vanskeligheder og måtte samme år pantsætte Estvadgård til Christine Glud.

Da Christine Gluds søn, Johan Severin Benzon, overtog Estvadgård i 1726, var gården i dårlig stand. Johan Severin Benzon engagerede sig levende i genoprejsningen af Estvadgård og indledte opførelsen af en ny hovedbygning. Benzon døde imidlertid allerede i 1741, og hans enke, Frederikke Louise Glud, lod i sit testamente oprette Stiftelsen Estvadgård Kloster og overdrog herregården til denne stiftelse. Ved Frederikke Louise Gluds død i 1745 overgik hovedgården derfor til en stiftelse, hvor adelige enker og frøkner kunne nyde frit ophold og pension.

Estvadgaard klosterstiftelser var et af flere jomfruklostre eller frøkenklostre, der blev oprettet i perioden, hvoraf de mest berømte var Vemmetofte og Vallø. Klostrene var ikke religiøse centre - som det havde været tilfældet før 1536, men derimod boliger for ugifte adelsfrøkener og -enker. Baggrunden for oprettelsen af de mange frøkenklostre var dels pietismen - og dens engagerede velgørenhed, dels at ugifte adelskvinder i perioden ikke havde mange muligheder for at få et tilnærmelsesvis uafhængigt liv. En stiftelse kunne give sådanne kvinder en mulighed for at opnå mere frihed og værdighed, end det ellers var tilfældet.  

Klostret havde - trods de gunstige konjunkturer - en række økonomiske vanskeligheder, og i 1802 måtte klosterfrøknerne forlade herregården, mens den omkringliggende jord blev solgt.

I 1810 købte Conrad Lundsgaard fra herregården Lergrav Estvadgaard. På daværende tidspunkt var store dele af fæstegodset allerede blevet solgt til selveje, men under Lundsgaards ejerskab blev yderligere 46 tdr. htk af godsets jord solgt fra, inden familien i 1855 solgte gården til Frederik Marcus Knuth. Frederik Marcus Knuth var bl.a. udenrigsminister i Danmarks første regering, Martsministeriet, der blev dannet i 1848, og hverken hans politiske liv eller pligterne som lensgreve af Knuthenborg levnede ham mulighed for at tilbringe megen tid på Estvadgård.

Frederik Marcus Knuths søn, Eggert Christoffer Knuth, solgte i 1871 gården til Charles Adolph Denis de Neergaard fra den sjællandske herregård Gyldenholm. Gården forblev i familiens eje, indtil Eigil de Neergaard i 1923 solgte hovedgården. De Neergaard beholdt dog Estvadgaard Plantage, som endnu er i familiens eje.  

Efter salget skiftede Estvadgaard jævnligt ejer, inden den i 1944 blev købt af Karl I. Laursen. I 1965 blev gården solgt videre til Knud Højgård, hvis efterkommer endnu ejede gården i 2013.